lørdag den 11. juli 2009

Thomas Grove vinder stor klasse


Så blev det officielt. Thomas Grove vandt stor klasse i overbevisende stil.

Tillykke fra resten af Team Herning - og klubben. Vi glæder os til at se dig i aktion til junior DM.


DAG 6, 11. juli: måske med vinder fra Herning

Så blev det sidste dag. Vejret var fint bagsidevejr med instabil koldluft. Desværre med et fugtigt ac lag, lavdugpunktsspredning og inversion, som ikke rigtig ville gå i stykker. Måsk lokalt sagde vejrmeldingen. Vejret holdt stik. Der var fine cu'er og vi gridede og gjorde klar til den 144 km lange opgave, som der var blevet skrevet ud: Chr. hede - Hammel - Nr. Snede - Voerladegaar - Christianshede.
Base i 1000 m og gode 2-3 meter bobler. Men desværre også udkagninger. I skrivende stund er alle landet ude. MEN, MEN: PM og VN kom længst og over 100 km. Så det tyder på, idet LK ikke ville starte og risikere en udelanding, at PM med Thomas Grove vinder stor klasse. Vi venter i spænding på den officielle udmelding.

fredag den 10. juli 2009

Dag 5, jysk-fynsk mesterskab 2009

Tja, så er vi i den gamle gænge. Fronterne er trukket op, og efter en dejlig formiddag med masser af cu'ere er det nu lukket sammen og det regner stille og roligt. Der er ikke meget vind. Vi håber at der i morgen er lidt bagsidevejr, så vi kan komme ud at flyve igen. Det kunne være dejligt.
Juniorerne slapper af med at spille kort. Christoffer er blevet indviget i kortspillet "500"'s mysterier. Nis er kørt hjem for at pleje den nystartede "biks", og jeg slapper af med familien og lidt Tour de France.

torsdag den 9. juli 2009

Dag 4, JFM, 9. juli

YEEEEEEES. Så blev det endelig flyvevejr til jysk-fynsk mesterskab. Det startede ellers lidt lurent fra morgenstunden med lidt regnbyger. Men det klarede mere og mere op i løbet af dagen. Opgaven i den store klasse på godt 170 km (Christianshede-Fasterholt-Hammel-Ejstrupholm-Laven-Christianshede) skulle vise sig at være en stor mundfuld for en del piloter, hvilket skyldes kraftige regnbyger vestpå ved Ejstrupholm. Det kostede en del udelandinger. De første starter var omkring kl. 1200 og startlinjen åbnede klokkken 1300. Vi havde aftalt, at vi ville forsøge at flyve så meget af opgaven sammen, som overhovedet muligt og skifte til air-to-air frekvensen 129,80 for at hjælpe hinanden rundt på opgaven. Vejrudsigten havde lovet mange byger. Thomas Grove og undertegnede lykkedes at flyve parflyvning under det meste af turen, og indtil Esjtrupholm fulgtes vi faktisk pænt ad. Med en vind på omkring 40 km/t var der basis for skygade flyvning. Første modvindsben mod Fasterholt var præget af et stort blåt hul på kursen. Andet ben mod Hammel var der ikke de store problemer i. Problemerne kom først ved Ejstrupholm, hvor der var store udkagninger og en stor byge kom faretruende tæt på Ejstrupholm. Undertegnede var i 375 meter som det laveste, men Thomas Grove var i 600 meter. Nok til at han kunne slippe væk fra det dårlige vejr, og vi fløj nu turen hver for sig. VN startede senere på opgaven end Thomas Grove og jeg, og fik fornøjelsen af at ligge og kæmpe endnu mere med bygerne ved Ejstrupholm. Det kostede, men de fik sig flot kæmpet op og gennemførte opgaven. I den lille klasse udelandede Christoffer desværre ved første vendepunkt nær Kølkær. Selvom vi havde fløjet godt kunne vi dog ikke stille noget op mod Torsten Sand fra Silkeborg. Hjemmebanefordelen fornægtede sig ikke og han fløj med et snit på omkring 102 km/t, men Thomas Grove blev nummer to med knap 82 i snit og jeg nummer tre med knap 79 i snit, mens kampen med vandkanonerne gjorde, at VN fløj med 73 km i snit.
Det var meget ærgerligt at Christoffer udelandede, men jeg synes det var meget flot af Thomas i PM. Han har nu fået rystet forårets udelandinger af sig, og må være klar til at deltage i junior-DM, selvom han helt klart er med for at lære. Men har er på rette vej. Hvordan bliver det så i morgen: Lavtrykkene står i kø, så mon ikke vi kommer ned på jorden igen efter en dejlig flyvedag.

onsdag den 8. juli 2009

JFM dag 3, 8. juli


Så blev det onsdag, og det dårlige vejr fortsætter. Der er nok færre torden- og regnbyger end i går, men det er ikke flyvevejr. På billedet en stor mørk cb'er, der i løbet af eftermiddagen byggede op lige nord for pladsen. Den endte med at dreje vindretningen 180 grader. Den gled heldigvis udenom pladsen, men kort tid efter var der en cb'er over Christianshede, der gav en masse vand. Så vi blev ikke snydt.

Vi går stadig og krydser fingre for i morgen, men tordenbyger specielt om formiddagen lyder ikke så rart......

tirsdag den 7. juli 2009

JFM Dag 2, 7. juli


Lad os lige få afsluttet dagen i går: DET BLEV IKKE FLYVEVEJR og flyene kom end ikke ud af transportvognene.

Dagen i dag, tirsdag: den startede flot med blå himmel, men allerede ved 7-tiden kunne man begynde at ane instabiliteten i luften. Vi blev på herning holdet enige om at pakke flyene ud og kl. 0945 havde vi alle fly klar og vi kunne gå til briefing. Konkurrencelederen var ikke specielt optimistisk, men havde lavet en AAT opgave i såvel den lille som den store klasse. Vinden var i syd og der var ikke andre muligheder end at stille op på bane 12, og vi rullede derned. Første start kl. 1130, som blev udsat til 1230 og 1245 blev dagen aflyst. Vi kunne køre ned til vognene igen og pakke flyene ind.

Luftmassen var alt for ustabil, og den ene byge afløste den anden, så det var nok fornuftigt nok at aflyse. Hvad har vi lært: Vi startede med at gøre flyene klar 830 og var færdige igen 0945. Inden vi havde fået stillet op i den anden ende var klokken 1100. Havde vi ventet med at samle til efter briefing, og termikken bragede løs havde vi nok stået og ærgret os. Nis og undertegnede talte om, at det var god anskuelighedsundervisning for de to discus-juniorer: At det tager tid at være ordentligt forberedt til en konkurrencedag. Er der udsigt til godt flyvevejr, skal vi være endnu tidligere ude: Gerne allerede med samling fra senest kl. 0800.

Hvordan bliver det så i morgen: sikkert det samme vejr som i dag, men vi håber at torsdag kan byde på en flyvedag. Fredag ser lige nu ud til at være en møgdag med masser af vand: Lørdag er der for lang tid til endnu at kunne vurdere.

mandag den 6. juli 2009

JFM 2009 dag 1, mandag


Så blev det mandag. Vejret startede bedre end forventen, idet det ikke var regnvejr. Men næsten planmæssigt begyndte det at regne 5 minutter før første briefing kl. 10.00. Der blev budt pænt velkommen af Niels Voigt, og der er ny briefing kl. 13.00.


Thomas Grove og Christoffer fik sat deres telte op i tørvejr. Thomas har alle 6 sæsoner af "klovn" med. Enten er han pessimist eller realist. Men vi er mange (incl. ham selv) der håber at han tager fejl og ikke får brug for dem.